Melon-snask og lortebleer

Velkommen til. Både til jer og til mig.

I dag er det onsdag. Tror jeg. Jeg er mor til en pige på halvandet år – deraf tvivlen.

Det er som om, at ens mor-hjerne egenhændigt vælger at lagre intromelodien til Postmand Per, mens ugedage og hvornår det nu liiige var, at man sidst var i bad på magisk vis ikke hænger ved. Det er ude af mine hænder, jeg er sikker på det!

Jeg sidder i sofaen. Træt og glad efter 8 timers søvn med barn, der vågner 1000 gange i løbet af natten. Sådan føles det i hvert fald. For at mildne situationen bilder jeg mig ind, at det er fordi hun savner sin mor, mens hun sover. I virkeligheden har hun nok bare ondt i maven og længes efter at slå en kæmpeprut. Det første lyder bare så meget bedre.

Jeg nyder lige nu 5 minutters fred, mens barnet tværer melon-snask ud på gulvet. Jeg er sikker på, at de fleste mødre kender dilemmaet: Jeg burde virkelig stoppe barnet, men jeg sidder bare ligeså godt med min kop kaffe.

Efter at have skiftet lorteble, reddet barnets tunge fra at fryse fast til fryseren, som hun absolut skulle åbne gentagne gange og slikke på som var det den største soft ice i verden og lige akkurat at have nået at klaske lidt vand i hovedet og tisse på toilettet med lukket dør, så har jeg fortjent at sidde her.

At jeg så lige om lidt skal ned og rode rundt og skrubbe genstridigt klistret snask af gulvet – det kigger jeg på senere.. måske jeg også skulle snuppe kødsovsepletterne fra aftensmaden igår samtidigt.

Barnet insisterer på at komme ud på legepladsen. Hun klasker sine små sko i str. 22 i frustration på gulvet og siger en virkelig irriterende høj lyd.

Blog og melon-snask må vente – vi ses og tak for besøget!